Nedslaget i Tunguska i Sibirien

I 1908 blev Tunguska i Sibirien ramt af et objekt, som man mener eksploderede i atmosfæren, da der ikke er noget nedslagskrater. Vidner fortæller, at braget kunne høres over 1000 km væk. Omkring 2000 km² skov blev blæst omkuld ved nedslaget. Det svarer til et område på størrelse med Fyn. Sibirien var dengang kun offer for en lille komet. Hvis en større komet eller asteroide rammer Jorden, kan konsekvenserne blive langt mere katastrofale.

Danske forskere med til at opdage krater i Grønland

Forskere fra blandt andet Københavns Universitet og DTU Space var i 2018 med til at opdage et enormt krater i Grønland under Hiawatha-gletscheren. Krateret stammer fra et asteroide af jern på omkring 1,5 km, som hamrede ned i det nordlige Grønland på et tidspunkt for omkring 120.000 år siden. Krateret måler over 31 km i diameter og er omtrent på størrelse med Bornholm. Det er et af de 25 største kratere, der er opdaget på Jorden.

Se NASAs video om opdagelsen af endnu et krater. (Video: NASA/Goddard)

Gigantisk flodbølge eller lammende isvinter

Hvis en stor komet rammer jordoverfladen, vil der blive hvirvlet så meget støv op i atmosfæren, at Solens lys og varme bliver lukket ude og Jorden bliver dækket af is i årevis.

Efter nogle år falder støvet fra atmosfærens nedre luftlag ned på jordoverfladen. Nu kan Solens stråler igen slippe igennem til Jorden. Men det skaber nye problemer. En del støv vil nemlig stadig ligge i den øverste del af atmosfæren, hvor den danner en slags skjold, som lukker solvarmen inde som i et drivhus. Det gør, at Jorden bliver alt for varm.

Hvis en stor komet i stedet rammer ned i havet, vil der komme gigantiske flodbølger eller tsunamier over hele kloden. Og al den vanddamp, der bliver slynget op i atmosfæren, vil også øge drivhuseffekten, så temperaturen på Jorden stiger.

Kometer og asteroider med kurs mod Jorden

Hvis en komet eller en asteroide har kurs mod Jorden, kan det være katastrofalt. Derfor sender vi missioner af sted til forskellige kometer og asteroider, for at lære mere om deres natur. Og derfor arbejder forskere og ingeniører fra NASA, den europæiske rumfartsorganisation, ESA, og andre rumorganisationer helt seriøst med katastrofe-øvelser for at håndtere truslen fra rummet.

NASA oprettede i 1998 et projekt, som hedder Near-Earth Object Observations (NEOO). Her arbejder man på at finde ud af, hvad der kan gøres, hvis en ødelæggende asteroide er på vej mod Jorden. Det sker heldigvis meget sjældent. Men det er sket tidligere i historien – og det vil ske igen. En asteroide med en diameter på 300 meter rammer Jorden med ca. 70.000 års mellemrum. Mindre asteroider rammer Jorden oftere. Hvis asteroiden er 100 meter i diameter, sker det for hver 6.000 år.

Prøver at opdage himmellegemer

I NASA’s NEOO-projekt arbejder man blandt andet med at opdage og følge himmellegemer, som kommer så tæt på Jorden, at de kan være farlige. Forskere bestemmer banen for en asteroide ved at måle og sammenligne forskellige positioner mens den bevæger sig over himlen. Ved hjælp af observationerne kan man beregne asteroidens bane.

Frem til 2010 havde NASA opdaget mere end 90% af de cirka 1000 asteroider, der er mere end 1 km i diameter, og som krydser Jordens bane. Det var i første omgang de store man forsøgte at spotte, da de er de mest farlige.

Flere forskere arbejder også på forskellige metoder, der kan bruges, til at få en komet eller asteroide til at ændre retning, inden det er for sent. Hvis man møder kometen eller asteroiden langt væk fra Jorden, skal der kun en lille ændring af banen til, for at kometen rammer forbi vores planet.

Flere ideer til at stoppe kometer og asteroider

En idé handler om, at man kan flyve et rumfartøj ind i kometen eller asteroiden for at ændre dens bane. Men man skal være i god tid, fordi det kan tage flere år at nå frem til for eksempel en asteroide med et rumfartøj.

En anden idé går ud på at udnytte, det man kalder Yarkovsky effekten. Det handler om, at en asteroides bane, måske påvirkes af, hvor meget den varmes op af Solen. Hvis det har en tilstrækkelig effekt, kan man ændre asteroidens bane ved at male den hvid på den ene side. På den måde opstår der en forskel på, hvor meget energi asteroiden optager fra Solen på den ene og den anden side. For den mørke side absorberer mere energi fra Solen end den hvide. Den mørke sider bliver varmere og kommer til at virke som en form for motor. Og denne asymmetri kan måske være med til at ændre asteroidens bane, så den ikke rammer Jorden. Men det kræver, at man kender asteroidens bane helt nøjagtigt, og at man har opdaget asteroiden adskillige år før en mulig kollision med Jorden. (Video: NASA/Goddard).

Asteroider, kometer og meteorer

Asteroider og kometer er begge himmellegemer. En asteroide kaldes også for en ”småplanet”. Den har typisk en cirkulær bane om Solen i området mellem Mars og Jupiter. Asteroider kan være meget store. Den største er Ceres med en diameter på cirka 950 km. Asteroider består normalt især af sten, men de kan også indeholde is, metal og gasser. En komet består af en blanding af vand-is, sten, støv, grus og lidt organisk materiale, som dog ikke er biologisk materiale. Kometen er typisk nogle få km på hver led. En af de største kometer, vi kender, hedder Hale-Bopp, og den har en størrelse på 40 km i diameter. Kometens hale og atmosfære dannes, når den bliver varmet op af Solen. Så fordamper vandet, og både vanddamp og støv gøres fri af kometen. Det er det, vi kan se, når Solen lyser på det.

Meteor og stjerneskud er det samme

Man kalder det en meteor eller et stjerneskud, når et himmellegeme kommer ind i Jordens atmosfære. Det kan både være en komet eller en asteroide. Som regel fordamper himmellegemet på grund af den voldsomme opvarmning, der opstår i mødet med atmosfæren. Men nogle gange kommer noget af himmellegemet helt på Jorden. Så kalder man det for en meteorsten eller en meteorit. Store meteorsten danner store kratere i sammenstødet med Jordens overflade. Et af de største kratere findes på Yucatan halvøen i Mexico.

I snit lander der 30.000 ton materiale hvert år på Jorden. Det er stumper af himmellegemer i alle mulige størrelser. Det meste er støv, der opstår, når kometerne rammer atmosfæren og eksploderer og omdannes til støv.