Arktis bliver mørkere

En særlig effekt, der har stor betydning i Arktis, er albedoeffekten. Albedoeffekten handler om evnen til at reflektere Solens stråler. Lyse overflader reflekterer meget lys og solenergi og har en høj albedo. Mørke overflader absorberer derimod større mængder af solenergien, og opvarmer derfor jord eller hav. De har en lav albedo.

Når den hvide havis bliver erstattet af mørke havområder, bliver der derfor absorberet mere energi. På den måde startes en form for selvforstærkende proces. Jo mere is der forsvinder, jo mere energi kan det mørke og åbne hav absorbere, og jo mere is smelter der så igen. Derfor har forskerne stort fokus på, hvad der sker i Arktis.

MODIS-satellitten (Moderate-resolution Imaging spectroradiometer) har siden 2000 leveret albedodata via observation af Jordens refleksion af sollys. I sensommeren 2019 var albedoen rekordlav, og det betyder, at der over store områder blev reflekteret væsentlig mindre energi end i gennemsnittet. (Video: NASA/Goddard).

Danske forskere holder øje med Arktis

Danske forskere er med til at overvåge klimaforandringer i Arkts. De undersøger blandt andet disse spørgsmål: Hvor meget smelter Grønlands indlandsis? I hvilket omfang smelter havisen og hvad betyder det for havisens udbredelse og tykkelse? Hvad sker der med gletsjerne? Og hvordan udvikler vejret sig i forhold til nedbør, temperaturer og vind? Forskerne arbejder både med data fra satellitter og med målinger i selve Arktis. Data kommer blandt andet fra satellitterne GRACE Follow On, Det Europæiske Vejrcenter ECMWF, EUMETSAT, Landsat 5, 6 og 8 samt OSISAF. De danske forskere kommer fra disse institutioner: Danmarks Meteorologiske Institut, Danmarks Geologiske undersøgelser, DTU Space, DTU Byg og Københavns Universitet.

Du kan finde forskernes resultater på Polarportal.dk

HAVISEN I ARKTIS. (Foto: ESA).
HAVIS I ARKTIS. Figuren viser middeltemperaturen af den arktiske havis og havets overflade baseret på satellitobservationer fra de seneste 36 timer forud for 7. maj. Isens overfladetemperatur har stor indflydelse på udvekslingen af energi mellem overfladen og atmosfæren og dermed også, hvor stor tilvækst der er i havisen. (Kilde: Polarportal.dk).

Satellitter viser, at havisen ændrer sig

Det satellitprojekt, der vurderer is-koncentrationerne og temperaturerne i det Arktiske Ocean hedder OSISAF. Det står for Ocean and Sea Ice Satellite Application Facility-projektet. OSISAF viser, at der er sket en del ændringer med havisen.

  • Isen er langsomt blevet tyndere samtidig med, at den dækker et mindre areal. Det vil sige, at dens udbredelse er mindre.
  • Den er blevet mindre robust
  • Og den del af året, hvor havet i Arktis er dækket af is, er blevet kortere siden slutningen af 1970’erne.

Alt dette betyder, at der nu er en større del af året, hvor der er åbent hav.

Forskerne forventer, at havisen stort set vil være væk om sommeren i løbet af nogle få årtier. Det er forandringer, der kan have stor betydning for livet i Arktis. Det vil påvirke den arktiske fødekæde, fangersamfund, fiskeri, infrastruktur og skibsfart.

GRACE-satellitterne

Fra 2002 til 2017 leverede de første GRACE-satellitter data, der blev brugt til at beregne, hvor meget is der smelter fra iskapperne i Grønland og Arktis. Satellitterne målte forskelle i Jordens tyngdefelt forskellige steder på kloden, som så kunne omsættes til forandringer i ismængderne. Hver 30. dag fløj de over det samme område på Jorden. Denne GRACE-mission blev afsluttet 2017, men blev videreført året efter med de to GRACE-FO-satellitter (Follow On).

GRACE FOLLOW ON. Illustrationen viser de to tvillingesatellitter GRACE Follow On. (Illustration: NASA).
Kortet og kurven viser, hvor meget isen øges, når der falder nedbør, og hvor meget den svinder, når sne og is smelter, og når isbjerge brækker af fra Indlandsisens store udløbs-gletsjere. Kortet viser status for august 2019 sammenlignet med april 2002. De røde områder viser tab af is, mens de blå områder viser, hvor Indlandsisen er øget. Disse data viser, at hovedparten af den tabte is stammer fra områderne i kanten af Indlandsisen. (Kilde: Polarportal.dk).

Satellitter måler is via Jordens tyngdefelt

Når satellitterne flyver hen over en stor masse som for eksempel Grønlands indlandsis, så trækker massen først i den forreste satellit og så i den anden. Her opstår der små variationer i afstanden mellem de to satellitter. Disse forskelle kan man måle via en forbindelse skabt af mikrobølger, som satellitterne sender mellem hinanden. Ud fra ændringerne i afstanden mellem satellitterne kan man nu beregne tyngdefeltets størrelse, som igen kan omregnes til iskappens masse i et bestemt område. For når isens mængde ændres, ændres også tyngdefeltet, der hvor den ligger. Og på den måde kan man holde øje med, hvordan iskappens masse ændrer sig.

GRACE missionen har vist, at Indlandsisen i Grønland i gennemsnit mistede 260 milliarder tons is pr. år indtil 2012, og at smeltesæsonen i 2012 var udsædvanlig med et tab på 458 milliarder tons. Disse tal dækker over indlandsisens overflade minus kælvning af isbjerge og smeltning af.