Er der intelligent liv i rummet?
I 1984 oprettede en række forskere i USA den private organisation "SETI Institute" med det formål at udforske, forstå og forklare livets opståen i universet og udviklingen af intelligens. SETI er en forkortelse for Search for Extra Terrestrial Intelligence. På dansk betyder det: Eftersøgning af udenjordisk intelligens.
SETI arbejder blandt andre sammen med NASA om at søge efter signaler fra rummet som kunne komme fra intelligent liv uden for Jorden. Det sker blandt andet fra store teleskopanlæg som Allen Telescope Array, (ATA) i Californien. Dette anlæg har 42 teleskoper, som konstant lytter til radiosignaler fra universet. SETI analyserer teleskopernes mange data for at holde øje med, om der skulle være signaler fra andre civilisationer i universet. Det er planen at udbygge ATA, men det er vanskeligt at finde finansiering.
Vi leder også efter tekno-signaturer
Når man leder efter biologisk liv, kalder man det biosignaturer. Men man kan også søge efter tegn på liv i form af tekno-signaturer. Teknosignaturer kan blandt andet være radiosignaler eller laserlys, som SETI leder efter. Men teknosignaturer kan også være store anlæg og konstruktioner eller atmosfærer fuld af forurening, som måske kan afsløre fjernt liv og fjerne civilisationer, som er avancerede nok til at have udviklet teknologi.
TEKNOSIGNATURER. Billede af Japan fra rummet. Lyset er en tekno-signatur, der vidner om, at der på Jorden findes civilisationer, der har udviklet teknologi. (Foto: NASA).
Civilisationer med avanceret teknologi
Det er ikke umuligt, at fjerne civilisationer kan have udviklet mere avanceret teknologi, end den vi selv har udviklet på Jorden. Det kunne være teknologi, som er svær at opdage. Det ville gøre en civilisation mere usynlig. Og det kunne være med til at sikre, at den kunne leve i længere tid uden indblanding eller angreb udefra. Avanceret teknologi kan også være mere energieffektiv, end den vi ind til nu har udviklet på Jorden. Det ville også gøre, at civilisationen ville sende færre teknosignaler og dermed gøre den mere usynlig.
Nano-rumfartøjer skal søge efter liv
Den israelsk-russiske fysiker Yuri Milner tog i 2015 initiativ til et vildt rumprojekt, som blandt andet fysikeren Stewen Hawking også var en del af, mens han levede. Det handler om at søge efter liv i vores nærmeste stjernesystem, Alfa Centauri, der ligger mere end 4 lysår væk. Med vores nuværende teknologi ville det tage 30.000 år at komme derhen. Men i projektet ”Breakthrough Starshot” vil man ved hjælp af nanoteknologi udvikle et lille bitte rumfartøj, som kan rejse med 60.000 km i sekundet. Med den teknologi håber Yuri Milner og projektets forskere, at man kan nå frem til Alfa Centauri på 20 år.
Se animationen om Breakthrough Starshot.
Rumfartøj skal rejse 4,4 lysår på 20 år
Den enkelte rumsonde i projekt Breakthrough Starshot er på størrelse med et frimærke – bare lidt tykkere. Man sender en sværm af rumsonder op med en raket. Og når de er frigivet skal folder det et stort tyndt lyssejl ud. Sejlet er kun få atomer i tykkelse, og det skal føre rumfartøjet videre ud i rummet ved hjælp af et ”skub” fra meget kraftigt laserlys, som dannes af et stort laser-anlæg på Jorden. På den måde vil det kunne rejse med en hastighed, der er 20% af lysets hastighed. Det vil sige 60.000 km i sekundet. Mikrochippen vil indeholde forskelligt udstyr som kamera samt navigations- og kommunikationsudstyr. Og hvis den kommer frem til sit mål, vil den også kunne sende data tilbage til Jorden via en såkaldt diode-laser. Disse signaler fanges af laseranlægget på Jorden.
Tidligere jagt på radiosignaler fra rummet
Det første projekt, som skulle søge efter fremmede civilisationer i rummet, startede i 1960. Projektet blev kaldt Ozma, og det var ledet af videnskabsmanden Frank Drake. Man benyttede en parabolantenne, der var 26 m i diameter. Og man lyttede på frekvenser omkring 1,420 GHz, som er en karakteristisk frekvens for brintatomet. Frekvensen blev valgt, fordi den er ”universel”, og derfor kunne man tænke sig, at den var kendt af andre civilisationer. Men projektet gav ikke noget resultat.
I virkeligheden har vi ingen idé om, hvilke frekvenser andre livsformer vil sende på. Og der er heller ikke noget, der forhindrer andre civilisationer i at udnytte andre naturkræfter til at kommunikere med. Så vi ved derfor ikke, om vi søger efter liv på den mest optimale måde.
Matematik til at vurdere liv i universet
Astronomen Frank Drake var optaget af dette paradoks: Vi ved, at der er milliarder af stjerner med hver deres planeter i universet. Så det ville måske være ret usandsynligt, hvis der ikke er opstået liv andre steder i Universet? Det ville kræve flere ting. Blandt andet skulle man lede efter det vi kalder exoplaneter, som er planeter, der bevæger sig rundt om deres stjerne i nogenlunde samme afstand, som Jorden har til Solen. For her er temperatur og klima optimal for liv, i den form vi kender det.
I 1995 opdagede man den første exoplanet. Og i dag kender vi flere tusinde. Drake brugte også matematikken til at undersøge spørgsmålet om liv i universet. Han opstillede i 1961 en ligning med en række led, hvor man kan sætte tal og grænser på antallet af mulige civilisationer i Mælkevejen.
Drakes ligning
Drakes ligning ser sådan ud:
N = R* · fp · ne · fe · fi · fc · L
De forskellige led står for:
N = Antallet af teknologiske civilisationer, som findes i Mælkevejen i dag.
R* = Raten, som der dannes nye stjerner med i Mælkevejen.
fp = Brøkdelen af disse stjerner, som har planetsystemer.
ne = Antallet af planeter i hvert planetsystem med gode betingelser for liv.
fl = Brøkdelen af passende planeter, hvor der rent faktisk opstår liv.
fi = Brøkdelen af planeter med liv, hvor der opstår intelligent liv.
fc = Brøkdelen af civilisationer som udvikler en teknologi, der udsender signaler om deres eksistens – som vi kan opfange her på Jorden.
L = Den tidsperiode, som sådanne civilisationer udsender signaler, der kan opfanges.
Rent matematisk er det ikke en særlig kompliceret ligning. Det store problem er at vurdere de enkelte faktorer, der indgår i ligningen.
