Mennesker i rummet 

De første astronauter

Jobbet som astronaut er ekstremt krævende. Men det er også fyldt med fantastiske oplevelser. Det var det daværende Sovjetunionen, der kom først med at sende mennesker i rummet. Det var kosmonauten Yuri Gagarin, som blev opsendt den 12. april 1961 i rumskibet Vostok 1. Her gennemførte han ét kredsløb om Jorden. Det var en ekstremt farlig mission, han begav sig ud på. Og da han kom tilbage til Jorden i live, blev han omgående en folkehelt. Siden da er der gennemført mange bemandede missioner. I Vesten bruger vi ordet astronaut. 

Den første kvinde i rummet var også fra Sovjetunionen. Det var Valentina Teresjkova, som blev opsendt i 1963. Den 5. maj 1961 blev Alan Shepard den første amerikaner i rummet. Senere var det USA der kom først med at sende mennesker til Månen. Det skete i juli 1969 med rumskibet Apollo 11. Først i 1983 sendte USA deres første kvinde i rummet. Det var astronaut og professor Sally Kristen Ride.

Hvordan er det at være astronaut?

Her giver den danske astronaut, Andreas Mogensen, et indblik i, hvordan det er at være astronaut.

Hvad kræver det at blive astronaut?

Hør den danske astronaut, Andreas Mogensen, fortælle om hvad man skal fokusere på, hvis man drømmer om at blive astronaut. 

Prøv Astronauttesten

Her kan du øve dig på de forskellige del-test i Astronauttesten

Læs mere om astronauter og bemandede missioner

Bemandede missioner til Månen

Der har været flere bemandede missioner til Månen. Den første var Apollo 11 missionen i 1969, og det første menneske, der satte sine fødder på Månen, var astronauten Neil Armstrong. I alt har der været 12 mennesker på Månen.

Den foreløbigt sidste bemandede mission til Månen foregik i 1972 med Apollo 17. Selv om det er få mennesker, der rent faktisk har været på Månen, så har mange mennesker bidraget til, at det kunne lade sig gøre. Da Apollo rumprogrammet var på sit højeste, var der flere hundrede tusinde mennesker, der arbejdede med blandt andet at udvikle den nødvendige teknologi.

Første dansker i rummet

Da den danske astronaut Andreas Mogensen blev sendt ud på sin rejse til Den Internationale Rumstation den 2. September 2015, blev han den første dansker i rummet nogensinde. Her opholdt han sig otte døgn i kredsløb omkring Jorden i en højde på omkring 400 km.

Videoen fortæller om Andreas Mogensens rejse til og ophold på Den internationale Rumstation ISS i 2015. (Video: ESA/ScienceGuides/Søren Storm – Foto: NASA).

Andreas Mogensens træning

Meget af Andreas Mogensens træning foregik i Rusland. Her skulle han lære at styre det Soyuz-fartøj, som skulle føre ham op til Den Internationale Rumstation. Derfor måtte Andreas Mogensen blandt andet lære at tale russisk.

Andreas Mogensen skulle også leve seks dage i en underjordisk grotte på Sardinien. Her lærte han at færdes i et både kulsort, isoleret og farligt miljø. Han skulle også teste sit udstyr i et undervandslaboratorium 20 meter under havets overflade. Her havde han en særlig dragt på, så han fik følelsen af at være vægtløs. Han lærte også at klare sig både til vands, på landjorden og i kolde miljøer, hvis nu rumfartøjet skulle lande langt væk fra det planlagte sted, når han kom tilbage til Jorden igen. (Video: ESA).

Voldsomme g-kræfter

Da Andreas Mogensen landede på Jorden igen, blev han udsat for voldsomme g-kræfter. G-kræfter står for gravitations-kræfter eller tyngdekræfter. Her på Jorden er vi alle udsat for 1 g. I Tivoli i København kan du prøve g-kræfter på op til 5 g i forlystelsen Vertigo. Det vil sige 5 gange den almindelige tyngdekraft. Under sin træning blev Andreas Mogensen udsat for 8 g – altså 8 gange tyngdekraften. Det føles som om man vejer 8 gange sin almindelige vægt. Det er svært at trække vejret og de store g-kræfter kan få blodet til at løbe væk fra hjernen og ned i benene, så man besvimer. (Video: ESA).

Astronauttest

Før Andreas Mogensen blev astronaut, var han det man kalder astronautkandidat. Her bliver man testet for at finde den bedst egnede til jobbet som astronaut. Man kommer gennem psykolog-interview, og man bliver udsat for en række fysiske prøver, der får selv den vildeste rutsjebane-tur til at ligne det rene barnemad. Prøverne foregår nemlig i trykkamre, roterende stole, centrifuger og flyvemaskiner. Man kommer også til at opleve øjeblikke i vægtløshed om bord på fly, der flyver i store rutsjebane-kurver. Det kaldes parabolflyvninger.

Træning i rejser til Mars

En rejse til Mars ligger stadig ude i fremtiden. Men forskere er allerede i gang med at undersøge, hvordan astronauterne undgår psykiske problemer undervejs på den årelange rejse til Mars. Både besætningens sammensætning og boligforholdene på rumskibet spiller en vigtig rolle på en lang rejse. En rejse til Mars vil tage mindst seks måneder, og astronauterne må sandsynligvis opholde sig på den røde planet op mod to år, før de kan vende tilbage til Jorden. En Mars-missionen kommer altså til at tage op mod tre år, hvor besætningen vil være ekstremt isoleret fra omverdenen. Og Jorden vil de kun kunne se som en lille blå prik i det fjerne.

Øver sig i Antarktis

Det er vigtigt at finde miljøer her på Jorden, der minder om de forhold, astronauterne kan blive udsat for på Mars. Noget af det kan man finde på Antarktis. Her gør lave temperaturer og den kraftige blæst, at man også her må designe boliger, hvor folk kan holde ud at være isolerede flere måneder ad gangen.

Sover i soveposer på væggen

De fleste astronauter tilbringer natten i en sovepose, der er spændt fast til væggen, så de ikke svæver rundt og skader sig selv eller det udstyr, der er med om bord. Når de har viklet sig ud af soveposerne, trækker de i tøjet. Og det er ikke helt let, når man er vægtløs.

Mad og drikke med sugerør

Rum-mad skal kunne holde sig i 18 måneder, så det meste bliver tørret og stråle- eller varmebehandlet. Når man drikker, foregår det typisk fra plastikposer med sugerør. Ellers svæver væsken rundt i rumstationen. De første astronauter levede af mad på tube eller frysetørret mad i så små terninger, at de kunne spises i én mundfuld. Men i dag er maden mere spændende. Da den danske astronaut Andreas Mogensen skulle opholde sig på Den Internationale Rumstation ISS i 2015, medbragte han lidt af et festmåltid til sig selv og de andre otte besætningsmedlemmer. Måltidet bestod af sprængt oksespidsbryst med kål og løg, karamelrand med rabarbersirup til dessert og et særligt stykke chokolade til kaffen. Og det var udviklet af den danske kok, Thorsten Schmidt.

I moderne mad til astronauter astronautmad tilsætter man langt flere krydderier end tidligere. Når man er i rummet opfører vores sanseceller sig nemlig, som om vi er forkølede. Så der skal meget mere til før maden smager af noget. (Video: ESA/NASA).

Bruser og toilet i rummet

Man kan godt få en slags brusebad på rumstationen. Bruseren sprøjter vandet ud i den ene ende og så suges det ned mod den anden ende af en kraftig ventilator. Astronauterne skal spare på vandet, så den daglige vask foregår med fugtige klude. Der er ingen vaskemaskine om bord, så astronauterne bruger engangstøj, som bliver smidt ud efter tre dage. Et rum-toilet er lidt af et monstrum. Det bruger ikke vand, men suger afføring og urin ned i en tank, hvor det bliver opbevaret, indtil det kan bortskaffes. Urin renser man og genanvender. Afføring pakkes sammen i fragtrumskibe, der brænder op i atmosfæren. 

Træning i rummet

Når man opholder sig i vægtløs tilstand i rummet, bruger man meget mindre muskelkraft end her på Jorden, og hjertet skal ikke yde ret meget for at pumpe blodet rundt i kroppen. Det lyder dejlig nemt, men det er en udfordring, hvis man ikke træner og vedligeholder sine muskler. Ellers ville man have svært ved at gå eller trække vejret, når man kom tilbage til Jorden. Så alle astronauter skal træne mindst to timer hver eneste dag. Det kræver særlige motionsredskaber at træne i rummet. Fx giver almindelig vægtløftning ingen mening, da alt er vægtløst. Så når man skal styrketræne bruger man særlige maskiner, hvor man fx trækker i mekaniske fjedre, som giver modstand. Og hvis man skal cykle, bliver man spændt fast til kondicyklen, så man ikke falder af.

Hvad gør vægtløshed ved krop og planter?

Et af de centrale formål med Den Internationale Rumstation ISS er at forske i vægtløshed. Der sker utrolige ting med både mennesker, materialer, dyr og planter, vi kender fra Jorden, når de ikke længere skal overkomme tyngdekraften.

Planter bruger blandt andet tyngdekraften til at orientere sig, når de skal spire og danne rødder, så de maximerer deres mulighed for at optage vand og næringsstoffer. De bruger også tyngdekraften til at vende deres blade, så de får mest muligt lys.

I mennesketkroppen skal hjertet for eksempel ikke pumpe på samme måde som på Jorden. Og musklerne bliver slet ikke belastet på samme måde, når man er vægtløs. Derfor går en del af astronauternes tid også med at træne. Ellers ville kroppen hurtigt begynde at blive nedbrudt i det vægtløse miljø.

Astronaut-tvillinger giver ny viden

To amerikanske astronaut-tvillinger, Scott Kelly og Mark Kelly, har givet et helt særligt indblik i, hvordan vægtløsheden påvirker kroppen. Fra 27. marts 2015 til 2. marts 2016 opholdt Kelly sig i 340 døgn i rummet på Den Internationale Rumstation ISS. I samme periode opholdt Mark sig på Jorden. I de 340 døgn skete der flere ændringer i Scott Kellys krop. Han fik blandt andet mere væske i hovedet, hans halspulsåre blev udspilet og blodårens væg blev tykkere, Det er ændringer som kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Under opholdet målte man tegn på at Scott Kellys stofskifte ikke fungerede normalt. Nogle af Scott Kellys gener blev slukket og andre blev aktiveret. Blandt andet slukkede 811 af de gener, der indgår i kroppens reparation af DNA-skader. Og i de sidste seks måneder af opholdet havde Scott Kelly tegn på at hans evne til at reagere hurtigt og præcist var nedsat. Nogle af ændringerne forsvandt igen, da Scott Kelly kom ned på Jorden igen men ikke alle.

Vægtløshed kan give sjove og lidt uheldige vaner

Når astronauter har været længe i rummet på Den Internationale Rumstation, kan de godt tage nogle lidt uheldige vaner med hjem. Vægtløsheden har vænnet dem til, at man ikke taber ting – de bliver jo bare hængende. For eksempel har astronauterne vænnet sig til, at deres kop bare svæver, hvis de slipper den. Men her på Jorden sørger tyngdekraften for, at koppen og dens indhold falder på gulvet. De er også blevet vant til, at man ikke skal bruge ret mange kræfter på at bevæge sig.

Astronauten Daniel T. Barry var ude for den mærkelige oplevelse, at han først troede at han ikke kunne rejse sig fra sin stol, da han var kommet tilbage til Jorden. Men det var, fordi hans hjerne havde tilpasset sig den vægtløse tilstand, hvor det kan være farligt at flytte sig for voldsomt. Så han måtte tvinge sin hjerne til igen at acceptere forholdene på Jorden, hvor man jo faktisk tager afsæt og løfter sin krop, når man rejser sig fra en stol.

De første astronauter

Yuri Gagarins blev opsendt den 12. april 1961 i rumskibet Vostok 1. Her gennemførte han ét kredsløb om Jorden. Dermed blev han det første menneske i rummet og landede på Jorden igen som national helt. Det gav Sovjetunionen en enorm prestige at være det første land i verden, der kunne sende en kosmonaut - som er det russiske navn for en astronaut - på en rummission.

Gagarins mission var ikke ufarlig. Derfor blev han og det første hold Sovjet-kosmonauter udvalgt blandt militære piloter, der var vant til at leve med en vis risiko for liv og helbred. Omkring 3.000 piloter søgte det risikable job som kosmonaut. Her var et af de mange krav var, at man ikke måtte være højere end 170 cm. Der var nemlig ikke ret meget plads i den lille Vostok-kapsel.

Den første kvinde i rummet var også fra Sovjetunionen. Det var Valentina Teresjkova, som blev opsendt i 1963.

Testpiloter af det rette stof

I USA fandt man også de første astronauter blandt militære piloter, som kunne flyve eksperimentelle fartøjer, håndtere uventede situationer og holde hovedet koldt i stressede situationer. Piloterne blev testet i hårde psykologiske og fysiske prøver. Her skulle de blandt andet vise deres udholdenhed ved at holde fødderne i isvand, indtil smerten var uudholdelig, og løbe på løbebånd, indtil de faldt om. Til sidst udvalgte man en række hårdhudede kandidater til det første hold på syv amerikanske astronauter, ”the Mercury Seven”. Og den 5. maj 1961 blev Alan Shepard den første amerikaner i rummet. Altså mindre end en måned efter, at Yuri Gagarin havde været i rummet.

I 1969 landede de første mennesker på Månen med det amerikanske rumskib Apollo 11. Det var astronauten Neil Armstrong, der først trådte ud på Månen. Det gjorde han med ordene: ” Et lille skridt for et menneske - et kæmpespring for menneskeheden”.

Først i 1983 sendte USA deres første kvinde i rummet. Det var astronauten Sally Kristen Ride.

Forsøgsdyr og testpersoner prøver rummet af

Før man sendte mennesker i rummet, testede man missionerne af på dyr som frøer, mus, hunde og aber. Det var for at sikre, at levende organismer kunne overleve strålingen i rummet og de usædvanlige g-kræfter under opsendelse og landing samt vægtløsheden i kredsløb.

Kosmonauten Yuri Gagarin afprøvede som den første på sin egen krop, om et menneske kunne fungere normalt under de usædvanlige forhold.

Forskernes tur til at opleve rummet

I begyndelsen af rumfartens historie var der fokus på, om det overhovedet kunne lade sig gøre at sende mennesker i rummet. Da det var testet, begyndte man at uddanne forsker-astronauter, og nu blev de videnskabelige mål en meget vigtig del af missionerne. Det betød, at man skulle medbringe mere udstyr, og det krævede, at rumkapslerne blev større og større. NASA begyndte i 1977 at skelne mellem to typer professionelle astronauter: Piloterne, der er ansvarlige for at styre rumfartøjer, og missions-specialisterne, der tager sig af eksperimenter og særligt udstyr. Denne skelnen bruger man stadig i dag, hvor de faglige krav er højere end nogensinde. I den europæiske rumorganisation ser man helst, at astronauterne er erfarne forskere. Til gengæld behøver de ikke at være lige så store vovehalse som Gagarin, der ikke var sikker på, om han ville overleve turen i rummet.