SPIRALGALAKSEN MESSIER 101. Der er stadig en del gas i spiralgalakser, og derfor bliver der fortsat dannet stjerner. Det foregår især i de meget lysende områder i spiralarmene. Dette billede af spiralgalaksen Messier 101 er taget af Hubble-teleskopet, der er i kredsløb om Jorden. (Foto: NASA).

Spiralgalakser

Spiralgalakser er store, flade skiver af stjerner, gas og støv. Den smukke spiralform opstår, fordi unge, varme stjerner fødes og blusser op i spiralgalaksernes arme. Næsten 80 % af alle galakser i universet er spiralgalakser.

Spiralgalakser ser kun ud til at have mange stjerner i midten og langs med armene. Men faktisk er der også stjerner mellem armene, de lyser bare ikke så kraftigt. De lysende arme består af meget unge og store stjerner, og derfor lyser de kraftigt.

Astronomerne mener, at mange stjerner fødes samtidigt i store grupper. De største af disse stjerner har en kort levetid, til gengæld lyser de meget kraftigt. Det er de stjerner, der er synlige i spiralarmene, selvom deres mindre og svagere søskende også er til stede. Efter nogle få hundrede millioner år er de kraftige stjerner døde, og kun deres svagere søskende er tilbage. I mellemtiden har naboen fået lysende kæmpebørn, sådan at spiralarmen nu er flyttet. Imellem spiralarmene er der altså en masse stjerner, der lever et forholdsvist stille og ubemærket liv.

 

Kosmisk trafikprop i spiralgalakser

Astronomerne ser på spiralgalaksernes arme som tæthedsbølger, der bevæger sig langsomt gennem galaksens skive - langsommere end stjerner, gas og støv. Bagved tæthedsbølgerne opstår en 'trafikprop', så gassen vanskeligt kan komme forbi. Trafikproppen betyder, at gassen presses sammen, og denne sammenpresning fører til, at nye stjerner bliver født.  

SPIRALGALAKSE. (Foto: NASA).

MÆLKEVEJEN. Mælkevejen er en bjælkespiralgalakse. (Foto: Creative Commons Attribution 3.0 Unported license).

Bjælkespiralgalakser

Bjælkespiralgalakser ligner spiralgalakser meget, men til forskel fra dem har de en bjælke gennem kerneområdet, hvor spiralarmene går ud fra. Ellers er inddelingen meget tilsvarende spiralgalakserne. Der er målinger, der peger på, at Mælkevejen selv er en bjælkespiralgalakse med den ene ende af bjælken pegende ud mod os.

Elliptiske galakser

Til forskel fra de andre udviser elliptiske galakser ingen spiralstruktur. Galakserne ser elliptiske ud, og de klassificeres alt efter, hvor runde eller flade de er, eller rettere hvor runde eller aflange de ser ud fra Jorden. Elliptiske galakser findes i størrelse fra dværgellipser med nogle millioner stjerner til kæmpestore galakser med hundreder af milliarder stjerner. I en elliptisk galakse bevæger stjernerne sig tilfældigt rundt mellem hinanden. I elliptiske galakser er der ikke så meget gas og støv imellem stjernerne. De store elliptiske galakser findes fortrinsvis i centrum af galaksehobe.​

ELIPTISK GALAKSE. Billedet viser en eliptisk galakse, som hedder NGC 1316. Den befinder sig i galaksehoben Fornax. (Foto: ESO).

IRREGULÆR GALAKSE. Denne irregulære galakse har navnet IC 3583. Den befinder sig i Virgo galaksehoben omkring 30 millioner lysår væk. (Foto: ESA/Hubble & NASA)

Irregulære galakser

Irregulære galakser er galakser, der ikke passer ind i de andre kategorier af galakser. De irregulære galakser har ikke en regelmæssig struktur, de har hverken spiral- eller ellipseform.

GALAKSEHOBEN VIRGO. Virgohoben er vores tætteste større galaksehob. Det er en rig hob med mere end 2000 galakser. Hoben er ca. 50 millioner lysår væk og har en diameter på ca. 9 millioner lysår. I midten af hoben findes tre kæmpe elliptiske galakser. (Foto: NASA).

Galakser samler sig i galaksehobe

Galakserne er ikke jævnt fordelt i rummet. De fleste galakser befinder sig i en såkaldt galaksehob, der kan indeholde op til cirka 1000 galakser. Der findes dog også mindre samlinger af galakser som vi kalder galaksegrupper. Mælkevejen er medlem af galaksegruppen ”Den lokale gruppe”, der indeholder omkring 50 galakser.

En galaksehob har milliarder af stjerner og måler typisk et par millioner lysår på tværs. Galaksehobe er de største strukturer i universet, der bliver holdt sammen af tyngdekraften.

Massen af galaksehobens milliarder af stjerner virker som en såkaldt tyngdelinse, der forstærker og forvrænger lyset fra galakser, der ligger bagved. Det er det, man kan se som tynde, lysende buer rundt om galaksehobens centrum.

Et kig på universets barndom

Nogle af de store galakser ligger op til 13 milliarder lysår væk. Det er så langt væk, at man kun kan se dem i kraftige teleskoper som Rumteleskopet Hubble. Når man ser så langt væk, kigger astronomerne også tilbage i tiden. For lyset fra en galakse, der ligger 13 milliarder lysår væk, blev udsendt, da universet stadig var ungt.